Kære alle
Et nyt år medfører som bekendt nye muligheder. Det gælder os alle sammen som borgere i samfundet, og det gælder alle de ny- og genvalgte politikere i landets by- og regionsråd. Alle har vi muligheden for at sætte et positivt præg på tilværelsen, og den måde vi agerer på overfor hinanden.
I bestyrelsen for hospicehjemmet Ebenhaezer håber vi meget på, at 2022 bliver året, hvor nye initiativer overfor terminalt syge borgere sættes i gang. Vi har nu i en årrække arbejdet på at forberede etableringen af et hospicehjem midt i den skønne natur i Vesterlund. Det skal være et helt nyt tilbud, som skal tilbyde behandling, pleje og omsorg for terminalt syge patienter, der er i medicinsk behandling.
Vi har i forvejen flere hospice-tilbud her i landet, blandt andet også et i Vejle Kommune. Langt hovedparten af dem har fokus på kræftpatienter, hvilket nok er meget naturligt med det store fokus, der er på kræft i vores samfund.
Men det efterlader desværre en stor patientgruppe, som ikke får adgang til samme type behandling, men hvor behovet bestemt er til stede. Det drejer sig om patienter, der lider af medicinske sygdomme f.eks i lunger, nyrer eller hjertet, og som er kommet til et stadie i deres sygdom, hvor de nærmer sig døden. Når sygdommen bliver alvorlig og livstruende, vil patienterne være så påvirket af deres daglige symptomer, at de har brug for ekstra hjælp og støtte.
Hos Hospicehjemmet Ebenhaezer ønsker vi et samfund, hvor der kommer mere fokus på at yde hjælp til denne patientgruppe. Derfor arbejder vi på at etablere et hospicehjem, der har fokus på patienternes livskvalitet i den sidste fase af livet. Heldigvis er der hos myndigheder og fagfolk i stigende grad bevidsthed om, at der mangler et tilbud på dette område, og derfor er vi i bestyrelsen for Hospicehjemmet Ebenhaezer fulde af forhåbning om, at det store gennembrud for os kan komme her i 2022.
Vi har for tiden tæt dialog med politikere og med fagfolk med stor indsigt i behandlingen af de patientgrupper, som vi gerne vil hjælpe. Det ser meget lovende ud. Vi har også haft positive samtaler med mulige investorer og leverandører, og vi har sågar allerede fået de første ansøgninger. Igennem hele arbejdet, har vi mødt stor interesse og opbakning Det sætter vi stor pris på, og det har været helt afgørende for, at vi i dag står, hvor vi gør. Det bekræfter os alt sammen i, at vi er på rette vej.
Selvom der nu har været stille fra vores side i nogen tid, så har vi arbejdet målrettet videre med projektet. Vi tror på, at Hospicehjemmet Ebenhaezer nok skal blive til noget. For rigtig mange har et åbenlyst ønske om at sætte et positivt præg på tilværelsen, og om at være noget for andre. Vi håber, at 2022 kan blive året, hvor vi for alvor kan sætte handling bag ordene.
Mvh.Bestyrelse Hospicehjemmet Ebenhaezer